Skip to Main Content

Vores historie

Fondens historie går helt tilbage til 1852

I 1852 bliver den selvejende institution Svendborg Sparekasse stiftet under navnet Sparekassen for Svendborg og omegn. Eftersom sparekassen er en selvejende institution, er der ikke nogen, der har andel i sparekassens formue.

Fra selvejende institution til aktieselskab og fond

I 2001 bliver den selvejende institution omdannet til et aktieselskab, og midlerne overgår til en nystiftet fond. Dette sker for at sikre, at de opsamlede reserver fortsat er til rådighed for sparekassens drift.

Den nystiftede fond modtager aktier til nettoværdien af de aktiver, som indskydes i aktieselskabet. Efter omdannelsen ejer fonden ca. 93 % af aktiekapitalen, mens sparekassens garanter ejer ca. 7 %. Værdien af fondens aktier udgør på det tidspunkt 236.788.000 kr. Fonden sælger i den efterfølgende periode ud af aktierne, fordi Fondsbørsen kræver, at ejerandelen reduceres til under 75 %.

Sparekassen bliver til Fynske Bank

I 2013 fusionerer Svendborg Sparekasse med Vestfyns Bank og bliver til Fynske Bank. Og Fonden for Svendborg Sparekasse skifter navn til Fonden for Fynske Bank. Fonden ejer 44,97% af Fynske Bank og Fondens egenkapital udgør ca. 400 mio.kr.